I dag var der åbent hus på Damgård Mølle, der ligger lidt nord for Rødekro i Sønderjylland. Møllen er nabo til Damgårdene, som er en række ejendomme der i gamle dage blev kaldt husmandssteder.Hvor har jeg mange gange cyklet på den gamle grusvej gennem skoven forbi i nærheden af møllen, uden nogen sinde at tænke nærmere over lige netop dette sted og dens virke.
Flere gange årligt er der åbent hus hvor man kan købe produkter af boghvede, se den gamle mølle arbejde, og inde i møllens gamle kostald kan man hygge sig med en potion boghvedegrød med kanel og et glas hvidtøl, eller nogle lækre boghvedevafler med syltetøj.
Andre der har besøgt stedet fortæller at der altid er mange mennesker på disse dage, og dette var også tilfældet i dag til trods for regn og rusk.
Selv er jeg ikke ret meget grødmenneske, selv om vi var opvokset med det. Jeg fik da lokket ægtefællen til at prøve en tallerken grød, og den blev han ret begejstret for. Nødtvunget fik jeg en smagsprøve, og fandt ud af at den var ret god. Ja, jeg blev så begejstret at vi købte en del boghvedemel, boghvedegyn, boghvederasp og en rigtig interessant bog om boghvede med mange gode opskrifter.
På loftet af møllen er der en masse gamle ting, der nøjagtigt lignede mange af de gamle efekter på min bedsteforældres husmandssted.
Dette sted vil jeg besøge igen sammen med mine mange børnebørn og fortælle dem om gamle dage da jeg selv var barn. Det glæder jeg mig rigtigt til.
This mill is near my grandparent old farm where i used to bike past this place. On top is an old painting of their farm.